Jeg havde igennem flere år gået og puslet med en
fobi eller to, og havde en ide om at de hang
sammen.
Jeg havde det skidt hver gang jeg skulle køre
over f. eks. Storebæltsbroen eller skulle i
højden af en eller anden årsag.
Det kunne være et hotelværelse der lå på en af
de øverste etager eller hvis jeg skulle kigge på
et projekt i højden, og jeg kunne slet ikke forene mig med tanken om
at skulle ud at flyve.
Jeg har haft gode evner til at undgå de ting der
havde med ovenstående at gøre, men det blev
altså mere og mere besværligt for mig
og det begyndte for alvor at irritere mig for
ca. 6 måneder siden, da mit arbejde ændrede sig
til at jeg fik muligheden for at komme verden
rundt
og se på nye projekter, vedligeholde kunder o.s.v.
Alt det, jeg rigtig gerne ville.. - der var
bare langt at køre i bil til f. eks. Canada, og
jeg ville få svært ved at undgå flyveren..
Jeg har hele tiden haft min stædighed som sagde:
"Det skal sgu være løgn, at jeg ikke kan køre
over Storebælt", og så gjorde jeg det bare,
hvilket indebar angstanfald og hjertebanken,
nogen gange med start flere timer inden jeg
skulle over, men over kom jeg og jeg var
pavestolt hver gang..
- for jeg trodsede min fobi.
Mester ringede til mig for ca. 4 måneder siden
nu og sagde: Søren, jeg har lige booket
billetter til os to, vi har landemøde som skal
foregå i Paris denne gang, og du skal med!!
(Han vidste godt, at for mig er det at skulle
flyve ikke noget jeg jubler over.)
Han grinede smørret og sagde: "Du kan
selvfølgelig også bare køre derned, du skal bare
være dernede torsdag kl. 15.00 - senest."
Nu var jeg presset og tankerne fløj igennem
hovedet på mig. Jeg havde et eller andet sted
ventet på at dette skulle ske og tænkte, nu skal
det være, jeg skal sgu ud at flyve nu!
Jeg snakkede med en kunde om det, og blev
anbefalet at jeg snakkede med en, der kunne
hjælpe mig.
Jeg ringede til Emmy og sagde ordret til hende:
"Emmy, nu må du gøre noget ved dette her.
Jeg
skal ud at flyve, men vil ikke, for jeg er
ski... bange for det, og ved ikke hvorfor, gør
du??
Jeg fik en tid 2 dage efter denne samtale, tiden
var jo knap, og Emmy havde 4 dage til at få mig
i en flyver til Paris.
Emmy kan nok bedre fortælle rent professionel
hvad det er hun gør. Jeg ved kun én ting, hun
siger noget rigtigt - samt noget, der
pludselig gør det let at forstå.
Jeg forstod pludseligt, hvorfor jeg ikke ville
ud at flyve eller køre over Storebælt.
Jeg skal lige hilse at sige, det er enormt stort
lige pludselig at forstå, hvorfor man ikke vil
disse ting.
Situatuoner, som man har været så nervøs og
bange for, uden at forstå, hvorfor det er sådan.
Det bedste jeg fik at vide, var i starten af
samtalen, hvor hun faktisk sagde indirekte, vi
skal nok finde ud af dette her.. - der fik jeg
troen på det.
Jeg tænkte, hun er jo professionel og virkede
ikke til at være afskrækket eller tænke: "Han er
sgu da vist skruet skæv sammen i toppen."
Jeg fandt troen på det og dermed kom trygheden
også. Tryghed som gjorde, at jeg havde lyst til
at fortælle.
Jeg følte næsten, at jo mere jeg kunne fortælle,
jo bedre kunne hun hjælpe, - vi snakkede om alt
muligt.
Jeg vil til slut bare sige, at jeg kom ud at
flyve til Paris.
Jeg var ikke vildt begejstret for at stige
ombord i flyveren, men det blev jeg undervejs.
Jeg kan nu flyve og er kommet igang med det, -
jeg kan tage min kone med på charterferie
og jeg
kan komme rundt i verden og opleve en masse
igennem mit arbejde.
Jeg er glad for, at jeg var stædig og sagde til
mig selv, at jeg ikke ville acceptere, det
skulle være sådan og da jeg mødte Emmy, så
lykkedes det fuldt ud.
Jeg vil anbefale alle, der går og pusler med
sådan noget, om bare at komme igang med at få
noget gjort ved det, for der er en løsning.
Man kommer hele sit følelsesregister igennem,
jeg sad næsten med tårer i øjnene nogle gange,
når jeg pludselig kunne forstå noget.. - det var
rigtig fedt faktisk.
Jeg tænker på nogle kloge ord, jeg hørte en
gang: Hvis du ønsker forandringer i dit liv,
men står op hver morgen og gør de samme ting
igen og igen, - så er det idioti.
Med venlig hilsen
Søren